Indstilling af efterforskning i anledning af episode på Amalienborg Slotsplads nytårsaften
Auditøren har den 17. februar 2026 indstillet efterforskningen i sagen, hvor en borger har anmeldt en garder for at have skubbet til en aktivist i forbindelse med vagttjeneste i Livgarden den 31. december 2025 på Amalienborg Slotsplads i København.
Auditøren lagde ved afgørelsen til grund, at aktivisten kort før hændelsen, hvor han blev skubbet, var gået ind på en del af slotspladsen, der ikke var beregnet til brug for publikum, for at demonstrere. I den forbindelse blev han ført bort af en inspektionshavende befalingsmand, der samtidig råbte, at han skulle gå væk. Den inspektionshavende befalingsmand måtte dog forlade aktivisten, da to andre personer tog opstilling med bannere foran vagtparaden.
Derefter genoptog den pågældende sine aktiviteter og stillede sig meget tæt på den garder, der var anmeldt i sagen. Den pågældende garder forsøgte at komme i kontakt med aktivisten. Da det ikke lykkedes skubbede han, efter ordre fra den inspektionshavende, aktivisten væk, for at skaffe plads til paraden, der kort efter skulle passere stedet.
Auditøren har således ved afgørelsen lagt vægt på,
- at aktivisten på dette tidspunkt befandt sig et sted på slotspladsen, der ikke var beregnet til publikum,
- at paraden kort efter skulle passere stedet,
- at aktivisten – til trods for, at han havde fået besked på at gå væk – undlod at efterkomme anvisningen og forblev på stedet, og
- at garderen derfor var berettiget til at anvende magt i den foreliggende situation.
Auditøren har i forhold til den anvendte magt lagt til grund, at den ikke gik ud over det nødvendige og forsvarlige i en situation som den foreliggende, og at der på den baggrund ikke er formodning for, at garderen har overtrådt reglerne for lovlig magtanvendelse.
Auditøren fandt ikke under efterforskningen grundlag for at sigte garderen.
Spørgsmål kan rettes til auditør Claus Risbjerg på 72811080.