Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 

Strafferet

Grundlaget for den militære anklagemyndigheds virke findes i retsplejeloven og den militære straffe- og retsplejeordning, der fik sit nuværende indhold efter en gennemgribende lovrevision i 2005. 

Strafferetsplejens grundprincipper
For den danske militære strafferetspleje gælder samme regler som i den civile strafferetspleje. Militær retsplejelov indeholder endvidere enkelte særregler, der er begrundet i de særlige forhold i forsvaret.

Den civile retsplejelov fastsætter en lang række detaljerede bestemmelser, der blandt andet skal sikre, at den sigtede får en retfærdig rettergang og beskytte ofres og vidners retssikkerhed. Bestemmelserne skal også sikre en fair balance mellem individets og samfundets interesser, herunder et effektivt retssystem. Disse grundlæggende bestemmelser er fælles for både den militære og den civile strafferetspleje

Det er således blandt andet et grundlæggende straffeprocessuelt princip i dansk ret, at det er anklagemyndigheden, som skal bevise, at den tiltalte er skyldig. Der kan i den forbindelse også henvises til artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.

Endvidere skal enhver rimelig tvivl om beviserne komme den tiltalte til gode, ligesom enhver sag skal fremmes med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader.

Det følger endvidere af retsplejeloven, at anklagemyndigheden skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted. Denne regel er et udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Kravet gælder fra efterforskning til sagens afgørelse.

Den militære anklagemyndigheds forhold reguleres ligeledes af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 10 om anklagemyndigheden.

Den militære strafferetsplejeordning
Den militære retsplejeordning blev grundlæggende ændret ved en reform i 2005, der indebærer, at forsvarets og den militære anklagemyndigheds kompetencer blev adskilt. Det er nu alene den militære anklagemyndighed, der er kompetent til at behandle militære straffesager.

Efter militær retsplejelov § 1 finder den civile retsplejelovs regler om behandlingen af straffesager anvendelse ved behandlingen af militære straffesager, medmindre andet er bestemt. Det vil sige, at hvis der ikke i militær retsplejelov er foretaget en særskilt regulering af et bestemt straffeprocessuelt spørgsmål, finder retsplejelovens almindelige straffeprocessuelle bestemmelser anvendelse ved behandlingen af militære straffesager.

Militære chefer kan derimod behandle mindre alvorlige disciplinære forhold som administrative sager efter militær disciplinarlov. Det er en forudsætning, at der ikke er tale om strafbart forhold. Disciplinarchefen forelægger i tvivlstilfælde sagen for Auditøren, som endeligt afgør, om en sag skal behandles som en straffesag eller disciplinarsag.

Der er udsendt vejledninger om de to sagskategorier. Generalauditøren har udsendt en vejledning om afgrænsningen mellem militær straffelov og militær disciplinarlov, og Forsvarets Personeltjeneste har udgivet en vejledning om militær disciplinarlov.

Læs mere om militær disciplinarlov og militær straffelov ved at klikke her.

Den militære straffesags gang

Anmeldelsesfasen
Når Auditøren modtager en anmeldelse af et muligt strafbart forhold, undersøges grundlaget for anmeldelsen. Efterforskning iværksættes efter anmeldelse eller af egen drift, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af den militære anklagemyndighed, er begået.

Efterforskningsfasen
Den militære anklagemyndighed efterforsker militære straffesager i både ind- og udland.

Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.

Efterforskningen af militære straffesager varetages af auditørerne, der efter den militære retsplejelov kan trække på bistand fra både forsvaret og politiet.

Efterforskningen foretages i praksis af auditørkorpsets politiuddannede efterforskere (auditør-fuldmægtige) under ledelse af en auditør.

Den praktiske behandling af de militære straffesager svarer således til den, der gælder for civile straffesager, men med den forskel, at efterforskningen foretages af auditørkorpsets efterforskere. 

Auditørpersonale træder efter sundhedslovens § 190, stk. 3, også i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion, når efterforskning i forbindelse med et dødsfald henhører under den militære anklagemyndighed.

Militære myndigheder kan foretage uopsættelige efterforskningsskridt i straffesager, men kun i tilfælde, hvor det ikke på forhånd har været muligt at indhente Auditørens bemyndigelse. I sådanne tilfælde skal Auditøren straks efterfølgende underrettes. Læs mere om bestemmelsen ved at klikke her.

Militære myndigheder har derimod ingen selvstændig strafferetlig kompetence. Militærpolitiet yder – som militær myndighed – efter anmodning bistand i forbindelse med konkrete straffesager og strafferetlige undersøgelser efter Auditørens nærmere instruktion og bemyndigelse, eller hvor betingelserne for at foretage et uopsætteligt efterforskningsskridt i øvrigt er opfyldt.

Navnlig i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold begået af udsendte soldater, er et sådant samarbejde med militære myndigheder meget værdifuldt, fordi auditørpersonel ikke kan være permanent til stede i missionsområderne.

I disse tilfælde autoriseres militære myndigheder – i praksis militærpolitiet – til under auditørens ledelse og ansvar at gennemføre bevissikring, afhøring eller andre efterforskningsskridt. Det har stor betydning navnlig i den for efterforskningen afgørende fase umiddelbart efter et begivenhedsforløb.

Sagens afgørelse
Når efterforskningen er afsluttet, afgør auditøren, om der er grundlag for at rejse tiltale i sagen, eller om efterforskningen skal indstilles. Også her gælder reglerne i den civile retsplejelov.

Auditøren kan f.eks. beslutte, at sigtede skal forelægges en bøde, eller at tiltale skal rejses ved domstolene.
Auditøren kan også opgive påtale på bevisets stilling eller afgøre sagen med et tiltalefrafald, når betingelserne herfor er til stede.

Også her gælder retsplejelovens almindelige regler. Auditørens afgørelse kan således påklages til Generalauditøren.

Objektivitetsprincippet gælder også, når der skal tages stilling til spørgsmålet om tiltale, og det indebærer, at den militære anklagemyndighed er forpligtet til at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt ikke at rejse tiltale, medmindre det skønnes, at tiltalerejsning vil føre til domfældelse. Det ville således ikke være i overensstemmelse med objektivitetsprincippet, hvis den militære anklagemyndighed rejste tiltale i sager, hvor der var en sådan tvivl om beviserne, at der ikke var en rimelig udsigt til domfældelse. Omvendt vil der normalt skulle rejses tiltale, hvis en sag forventes at kunne føre til domfældelse.

Bødeforlæg
I sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan auditøren i et bødeforelæg tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale den forelagte bøde. Det fremgår af retsplejelovens § 832, stk. 1. fristen kan efter anmodning forlænges.

Hvis den sigtede ikke kan erklære sig skyldig eller blot ikke reagerer på bødeforelægget, bliver sagen sendt til retten til afgørelse.

Retten indkalder herefter tiltalte til et retsmøde. Udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald fra retsmødet, kan retten behandle sagen, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den pågældende er tiltalt for og afsige dom (udeblivelsesdom). Det fremgår af retsplejelovens § 897, stk. 1.




Domsforhandling og eventuel anke
Er der ikke grundlag for at udsende et bødeforlæg, eller skal der nedlægges påstand om frihedsstraf, skal sagen også indbringes for retten.

Alle militære straffesager føres ved de almindelige domstole, og der har ikke siden 1919 i dansk ret været mulighed for at nedsætte militære domstole. I øvrigt gælder retsplejelovens almindelige regler.

Rejses der tiltale ved domstolene, gælder det almindelige princip om offentlighed i retsplejen og offentlighedens adgang til retsmøder, anke og kære m.v.

Tiltalefrafald
Auditøren har også mulighed for at meddele et tiltalefrafald, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et tiltalefrafald er en mild sanktion, der – ligesom en advarsel – anvendes i visse tilfælde. Da et tiltalefrafald har karakter af en straf, skal sigtedes skyld være utvivlsom. Det kan enten bero på en tilståelse, eller hvor de bevismæssige og retlige betin-gelser for, at sigtede ville kunne idømmes straf m.v., må antages at være til stede. Reglerne om tiltalefrafald findes i retsplejelovens §§ 722 f.

Påtaleopgivelse m.v.
Er der ikke tiltalegrundlag, standser auditøren ef-terforskningen eller opgiver påtale, f.eks. på bevisets stilling. Det kan i stedet være, at sagen skal behandles af den civile anklagemyndighed. Auditøren kan som nævnt også afvise at indlede efterforskning i en sag. Reglerne om påtaleopgivelse og standset efterforskning findes i retsplejelovens §§ 721 og 749.

Underretning
Afsluttes sagen uden tiltale, underretter auditøren sagens parter og andre med fornøden retlig interesse i sagens udfald og meddeler klagevejledning i relevant omfang.

Auditørens afgørelse kan i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler påklages til Generalauditøren.